Pædagogisk tankegang

Fælles faglighed i Møllefonden

Gentle Teaching: Nænsom læring, det er en filosofi, hvortil der knyttes kontaktskabende pædagogiske metoder. Hjørnestenene i GT er En hjerte-orienteret pædagogik med fokus på fællesskab og samhørighed. En opbygning af positive tilknytninger som basis for udvikling. De vigtigste redskaber i Gentle Teaching er hænder, stemme, øjne og hjerte.

Med kærlighed som den væsentligste værdi i Gentle Teaching – kan GT også beskrives som et professionelt kærlighedsbegreb. Kærlighed skal defineres ikke som en følelse, men en holdning og en indstilling. Der skal med andre ord skelnes mellem personlig/faglig kærlighed og hvad vi ellers kan betegne som privat kærlighed. Kærligheden skal ses som en aktivitet – aktiviteten er AT GIVE.

Det handler om menneskelige relationer, hvor professionelle omsorgsperson skal reflektere over sin egen evne til at udvise nænsomhed, varme og være kærlig – uden betingelser.

”Gentle teaching er et menneskesyn – en måde at se det andet menneske på”

Anerkendende pædagogik: Anerkendende pædagogik er en pædagogik, hvor man tager udgangspunkt i at være opmærksom på, hvad borgeren udtrykker. Hvis man begynder med at anerkende borgeren og tager udgangspunkt i det, som borgeren foretager sig, så føler borgeren sig set og hørt og behøver ikke gøre en masse for at trænge igennem til de voksne.

Den anerkendende tilgang handler om at se på det, der virker, og lade det være inspiration til endnu bedre løsninger. Tilgangen bygger blandt andet på følgende grundantagelser: At konstruktiv opmærksomhed øger vores selvværd og giver os mere mod på nye udfordringer.

Anerkendelse foregår overalt, og når pædagogen anerkender en borger, sker det i møder af ofte korte varighed. Et hej eller et smil om morgen, er nok til at borgeren føler sig set i situationen. Mennesker, både voksne og børn, indgår hele tiden i relationer med andre.

Anerkendelse er at fortælle nogen, at man har set og hørt dem! Anerkendelse er en forudsætning for at udvikle os og rummer interesse og respekt for os som hele personer. Hvis vi oplever os anerkendt, higer vi typisk ikke efter så meget ros.

Jeg – støttende samtaler: Det handler om at skabe en relation til hinanden, der gør, at vi giver hinanden mulighed for at blive set og hørt og forstået. Udover pædagogernes faglige viden og etik bringes pædagogernes personlighed også ind i billedet på en ny måde, idet de selv indgår i samspillet med deres egne kommunikative kompetencer, deres al menneskelige forståelse, empati og sanselighed i de relationer, der skal udvikles. Det er således vigtigt ikke kun at se på den udviklingshæmmedes kommunikative formåen, men også sætte sin egen formåen i spil. Er man som støtteperson – god nok til at forstå og gøre sig forståelig, tolke, give valgmuligheder og i det daglige gøre det betydningsfulgt at kommunikere?

En jeg-støttende tilgang og herunder metoden ”jeg-støttende samtaler” kan bl.a. anvendes til at støttepersonalet tilegner sig en større forståelse for den udviklingshæmmedes interesser, behov og kommunikationsmetoder og medvirke til at udvikle ligeværdige relationer mellem sig selv og den udviklingshæmmede.

Samtalepartnerens jeg-støtte består bl.a. i at rumme de følelser, som den pågældende borger oplever, som forkerte eller måske faretruende. Mange har ikke lært at udtrykke deres følelser, og tror måske heller ikke, andre kan forstå, hvad de føler. Den jeg-støttende samtalepartner har ikke kun rettet sin opmærksomhed mod personens adfærd, men et endnu større fokus på den følelse, der ligger bagved adfærden. Udgangspunktet for den jeg-støttende samtale er udelukkende personens behov og interesse.

Det enkelte individ og beboersammensætningen

At vi tager udgangspunkt i det enkelte individ og beboersammensætningen betyder, at vi med udgangspunkt i vor viden om den enkelte borger skaber betingelser, som giver borgeren mulighed for at udvikle sig på det niveau han/hun befinder sig, og at vi tilrettelægger struktur og aktiviteter i huset i forhold til den aktuelle beboersammensætnings ønsker og behov.

Det betyder f.eks.

• At vi sammen med borgeren, dennes forældre og sagsbehandlere udarbejder aktuelle handleplaner, mål og delmål, og at vi arbejder målrettet udefra disse
• At vi har positive forventninger og stiller krav til borgeren i hverdagen afhængig af deres aktuelle udviklingsniveau
• At vi er ressource findere og ser muligheder fremfor begrænsninger
• At vi omgås borgeren med en gensidig respekt, og at vi respekterer borgerens til- og fra valg
• At vi er opmærksomme på, hvilke ting der nu rør sig i gruppen og handler herpå hurtigst muligt for at bibeholde den nødvendige ro og tryghed i gruppen
• At vi giver os tid til den enkelte borger, så de usagte behov, ønsker og evt. bekymringer får mulighed for at komme frem
• At vi støtter de mere stille borger, så de også får tid og mulighed for at blive hørt
• At ikke alle får de samme tilbud, men at tilbuddene rettes ind efter udvikling og interesse
• At vi er borgerens advokat/sparringspartner/vejleder, og at vi viser vejen frem og anviser konkrete handlemuligheder i dagligdagen
• At vi støtter borgeren i at lære at leve en tilværelse så nær som det normale som muligt.